luk

vr thiago

i top hos VikingRed

Det blev en stabil runde for VR tyrene. I toppen har vi stadig VR Thiago, som er en afprøvet tyr, og der er nu kommet flere døtre med i beregningen. Hans NTM er stadig imponerende +37, og lige nu slår han alle de genomiske tyre på NTM.

VR Vimo NTM +34 er den bedste genomiske VR tyr. Han er efter tyren VR Viljar på en Rockstar ko. VR Vimo giver en stærk krop, gode lemmer (115) og super malkeorganer (125), og han er også en tyr som giver gode procenter i mælken, og så er han god på sundhedsegenskaberne. VR Vimo er opdrættet af Stakkehavegård, Vojens.

Der er flere af VR Viljar sønnerne i toppen af listen. Der er VR Vilperi NTM +33 (MF: VR Hambo), VR Violin +30 (MF: VR Faabeli) og VR Venom NTM +28 (MF: VR Feton). VR Vilperi kommer fra forsøgsgården Luke i Finland. Han er en tyr uden svagheder, og så har han allerede stor succes med at producere X-Vik sæd. VR Violin er opdrættet af Anna-Karin Aaby, Sverige. VR Violin giver høje procenter i mælken med en god eksteriør- og sundhedsprofil. VR Venom er opdrætter af Päivi og Jouni Lukkarinen, Finland og er en af de bedste VR tyre på frugtbarhed. Han er ny på VR listerne. 

Afprøvede tyre
VR Thiago har i nogen tid fastholdt sin placering som den bedste afprøvede tyr. Han er efter VR Tuomi med R Haslev som morfar. VR Thiago giver en rigtig god produktion kombineret med lette kælvninger, god klovsundhed og super lemmer. Han er opdrættet af Lars Remme Larsen, Sørvad. En anden afprøvet VR Tuomi søn, VR Tokyo er steget med fem NTM enheder og er nu på +27 i NTM. VR Tokyo er opdrættet af Göran Carlsson, Sverige. Lige pt har VR Tokyo stor succes i Australien.

På billedet ses VR Vimo.

© Copyright VikingDanmark. Materialet må ikke gengives uden tilladelse.