luk

RDM Årsmøde

2018

RDM's Årsmøde var meget centralt placeret i Jylland på Hotel Propellen i Billund.

Efter brunchen var der fagligt indlæg samt et inspirerende ledsager arrangement med Jens Jacob Tychsen kendt som "Hr. Weyse" i serien Badehotellet på TV2. Godt 200 havde fundet deres vej til årsmødet, og stemningen var rigtig god, som betød en meget konstruktiv og levende debat efter de faglige indlæg.    
I de tre faglige indlæg var der to emner, som fyldte meget. Den gode økonomi ved RDM samt vigtigheden af at genomisk teste kvierne. 
Lars Iversen, formanden for RDM, var først på podiet, og han gjorde det klart, at RDM skal fokusere på genomisk test af hundyr, og det er både for ens egen skyld, men også for fællesskabets skyld. RDM har et mål om at genomisk teste 75% af en årgang i 2020 svarende til ca. 10.000 dyr, og i 2022 skal over 95% af en årgang være testet. Lars Iversen glæder sig over, at nye beregninger fra Seges viste, at de tre malkeracer i Danmark er økonomisk ligeværdige, når det drejer sig om konventionel produktion. Hvis man ser på økologi, er RDM økonomisk overlegen i forhold til Holstein, og det skyldes især RDM's gode reproduktion og sygdomsresistent. 
Efterfølgende kunne sekretæren for RDM, Jakob Lykke Voergaard fortælle at RDM avlsmæssigt gør det godt, men at RDM kan gøre det bedre ved genomisk test af flere kvier samt øget brug af X-Vik og kødkvægssæd. 
Inden debatten fortalte Ruth Davis og Morten Kargo Sørensen, Seges, om de seneste økonomiske beregninger, som viser, at de danske malkekvægsracer er økonomisk ligeværdige. Det er udregnet på flere måder, og ud fra store mængder data. De viste mindre udsving mellem årene, men i gennemsnit er racerne økonomisk ligeværdig ved konventionel produktion. Ved økologisk produktion er RDM økonomisk overlegen i forhold til Holstein grundet den gode sundhed og reproduktion. Debatten foregik i en positiv ånd og med en rigtig god stemning. Formiddagen blev afsluttet med den nye Alltech NTM konkurrence på besætningsniveau. 

Besætningsbesøg hos Lisbet & Søren Røndbjerg samt Margrete & Eskild Grabow Olesen
Efter den faglige del på Hotellet gik turen videre til besætningsbesøg ved Lisbet og Søren Røndbjerg, Give. Sørens store interesse er avl, og det betyder, at alle kvier er blevet genomisk testet i de sidste 6 år, og der laves i gennemsnit 30 skylninger i besætningen om året; der er solgt mange tyre til Viking. Lisbet og Søren overtog bedriften fra Sørens forældre i 2013 med 160 RDM køer, og i 2018 er stalden udvidet til godt 300 køer. I 2017 blev der tilkøbt en ejendom, hvor alle kvierne går Ydelsen er 10.600 kg EKM og de driver 325 hektar. 
Lørdag formiddag var der besætningsbesøg hos Margrete og Eskild Grabow Olesen nær Horsens. De driver et landbrug med 130 RDM køer, som går i en ældre stald, som blev renoveret i år 2000, hvor der blev indsat malkerobotter. Ydelsen er 11.000 kg EKM, men deres store fokus er reproduktion, da de arbejder med reduceret kviehold og brug af kødkvægssæd. Det har betydet et rigtig højt og flot NTM niveau på deres kvier. Alle kvierne genomisk testes, og der er  arbejdet med avl gennem mange år, og tyrene VR Upturn samt VR Filur er fra bedriften. Derudover driver de 200 hektar.

Først ko hædret som RDMs avlsmatador
RDM Årsmødet bød igen på en rigtig fin fest fredag aften, og som traditionen foreskriver blev diverse hædringer uddelt. RDM's avlsmatador er ikke en hæder som uddeles hvert år. Normalt gives hæderen til en tyr, som har sat sit præg på RDM og VikingRed avlen. Indførelsen af genomisk selektion har imidlertid betydet, at hundyrene giver et større bidrag til avlen end tidligere. Det er grunden til at RDM's avlsmatador i år blev givet til koen 1634 fra Lisbet og Søren Røndbjerg. 1634 blev født for ti år siden, men er allerede tioldemor til tyren som Viking har købt. Knap 40 tyre som Viking har købt kan føres tilbage til stammoderen 1634.   
Udvælgelsen af årets tyr blev igen afgjort ved afstemning på årsmødet. Kandidaterne var VR Filur, VR Hopkins samt VR Viktor. VR Filur vandt suveræn med over 70% af stemmerne. VR Filur har været utrolig populær over det seneste år, og på eksportmarked er der også stor interesse for ham. Margrete og Eskild Grabow Olesen fra Horsens har opdrættet VR Filur.     

Årets RDM’er har vist, at RDM køer kan give en rigtig god økonomi. Hans Peter Lildholdt har de seneste to år været nummer 1 på DB i Syddansk Kvægs område, og i 2017 blev det til en femte plads på landsplan. Det er kombineret med et godt arbejdsmiljø, da han for nogle år siden blev kåret som Danmarks bedste arbejdsplads inden for landbruget. Hans Peter promoverer RDM koen, når det er muligt. I 2018 kunne han se, at han var eneste RDM udstiller på Åbenrå Dyrskue. Så i stedet gik han i samarbejde med Syddansk Kvæg, og der blev udstillet tre højtydende RDM køer på deres stand, som blev bodypaintet, hvorved den røde koen blev flot promoveret. 

I år blev der hædret tre RDM Ildsjæle: Terkel Frandsen, Hobro, Erik Wilbour Rasmussen, Stenstrup samt Johan Bebe, Ringe. Fra RDM’s side ønsker vi et stort tillykke til dem allesammen, og takker for det store arbejde, de har gjort for RDM. Vi håber, at de også fremadrettet vil være foregangs personer for RDM.  
© Copyright VikingDanmark. Materialet må ikke gengives uden tilladelse.