luk

vr filur

Ny tyr fra Ennergård

Margrete og Eskild Grabow-Olesen avler efter at bevare en besætning af stærke køer, der kan passe sig selv. Og sådan én er VR Filurs mor.

135 RDM køer er på plads i stalden hos Margrete og Eskild Grabow-Olesen nær Horsens. De malkes af to robotter, og derfor indgår det naturligvis i parrets avlsmål, at køerne har den rette yver- og patteplacering. Derudover ønsker Margrete og Eskild stærke køer, der har et godt temperament og kan passe sig selv, og dem har de mange af. Blandt andre VR Filurs mor:

”Hende mærker vi ikke meget til. Hun er sund, malker godt og klarer sig fint i systemet,” fortæller Eskild.

Ennergård har solgt flere tyre til Viking gennem tiden, og hver gang vækker det en vis stolthed, indrømmer Margrete og Eskild:

”Naturligvis bliver vi stolte, og det giver da helt sikkert blod på tanden, for det er jo bevis for, at det virker – det, vi gør i hverdagen,” siger Margrete.

Stoler på Viking
Da Viking kiggede forbi Ennergård i begyndelsen af august var parret netop hjemvendt fra 18 dage på Nimbus motorcykel til Nordkap. I den tid havde gårdens to unge elever ansvaret for bedriften – dog med hjælp udefra. Til daglig har Margrete og Eskild et godt samarbejde med både Vikings inseminør og avlsrådgiver og bruger ikke selv megen tid på at studere tyre:

”Vi stoler fuldt og helt på Viking og avlsplanen. Dog skal det siges, at vi bruger rigtig meget kødkvæg, og af og til har vi pillet en ko fra, som ellers stod til at skulle insemineres med Blåkvæg, fordi vi simpelthen syntes, den var for god,” siger Eskild med et smil.

Parret bruger lidt kønssorteret sæd og omkring 50% Blåkvæg på køerne med den laveste avlsværdi.

VR Filur er til dig, der har fokus på holdbarhed, ydelse og gode malkeorganer.

Ennergård:
Ejet af Margrete og Eskild Grabow-Olesen
Mælkeproducenter nær Horsens
135 RDM køer
Ydelse: 11.000 kg EKM
To elever
Driver 200 ha
© Copyright VikingDanmark. Materialet må ikke gengives uden tilladelse.