luk

mød de unge landmænd

Jacob Duus

Jacob er 25 år gammel og har aldrig været i tvivl om, at han en dag skulle have sit eget sted.

I februar købte Jacob Duus en ejendom med 125 Jersey køer nær Gråsten, og i marts blev hans fars krydsningskøer føjet til besætningen, så den i dag består af 200 køer. Jacob er 25 år gammel og har aldrig været i tvivl om, at han en dag skulle have sit eget sted:

”Jeg er vokset op med køer, og det har nok altid ligget i kortene, at jeg skulle have min egen bedrift. Men derfor er det da stadig en stor beslutning,” fortæller Jacob, som indrømmer at være blevet lidt overrasket over, hvor meget der følger med købet af ejendommen.

Han har travlt. Rigtig travlt. Faktisk har Jacob endnu ikke holdt én eneste fridag siden overtagelsen, da han ikke har haft faste medarbejdere på lønningslisten. Det skal der dog laves om på nu, hvor han har ansat en mand til 15 timer om ugen. 

Jacob har arbejdet med Holstein køer som elev, men efter endt uddannelse blev han fodermester i en besætning med Jersey køer, og så var han solgt – derfor er målet også, at alle hans egne køer skal være Jersey:

”Min avlsrådgiver og jeg har sammen lagt en strategi for, hvordan jeg hurtigst muligt opnår en renracet Jersey besætning. Jeg synes, de er nemmere at arbejde med – de er ikke så store og lettere at håndtere,” siger Jacob.

Han har dybstrøelse i stalden, så der er ingen problemer med lemmer, og køerne kommer på græs seks timer om dagen, så de har gode betingelser for at give mere mælk, mener Jacob:

”Da jeg overtog, lå ydelsen på 8.090 kg EKM, nu er vi på 8.700, og mit mål er at nå 10.000 inden for to år. Jeg kan se, at mine tiltag virker, så det er virkelig noget, der giver blod på tanden til at fortsætte.”
© Copyright VikingDanmark. Materialet må ikke gengives uden tilladelse.