luk

mjallerup vestergård

går fremtiden i møde med SenseTime

Hos Mjallerup Vestergård har man haft Heatime i mange år og været glade for det. Nu er tiden kommet til en opgradering – og det skal være SenseTime.

Poul og Jørgen Jørgensen har sammen drevet bedriften, Mjallerup Vestergård I/S siden 2003. Her har de 200 Jersey køer, der i mange år er blevet overvåget af Heatime for at finde deres brunst. I påsken fik brødrene opgraderet systemet til SenseTime:

”Omkring juletid 2017 snakkede vi med Viking om at få et nyt Heatime anlæg, men fandt ud af, at det var bedre at vente lidt, for så kunne vi få det nye SenseTime – og det ville vi hellere have. SenseTime er fremtiden og det system, der bliver udviklet på,” siger Poul, da Viking møder ham på en af sommerens mange varme dage.

Mjallerup Vestergård benyttede sig af muligheden for at bytte deres gamle Heatime til SenseTime for en favorabel byttepris. Med det nye system får de en lang række muligheder, de ikke havde før. Dengang drejede det sig kun om at finde Jersey køernes brunst, men nu kan brødrene også blive klogere på dyrenes velbefindende – og det forpligter, mener Poul:

”Nu skal vi til at lære mere om, hvad systemet egentlig kan, og hvordan vi skal bruge det. Min forventning er, at vi forhåbentlig fanger flere af de skrantende køer i opløbet med den daglige sundhedsrapport,” siger Poul.

Transponderne i SenseTime registrerer flere af køernes aktiviteter, herunder drøvtygning, ædetid og drikketid og kommer med en alarm, når en ko falder i aktivitet. På den måde bidrager SenseTime til, at man hurtigt finder de køer, der ikke har det så godt – af den ene eller den anden årsag.

Hos Mjallerup Vestergård har man i forvejen fokus på sundhed i avlsmålet, og køerne ligger i sengebåse med gyllefiber i kummerne. De insemineres 150 dage efter kælvning, for brødrene har ikke brug for så mange kalve:

”Der kan sagtens være ti køer, der viser tegn på brunst, men kun en enkelt vi skal have insemineret. Det havde været træls at holde styr på med blok og pen, så her er SenseTime en klar fordel – på samme måde som Heatime har været det i mange år.”

Mjallerup Vestergård I/S:
  • Poul og Jørgen Jørgensen, mælkeproducenter nær Løgstør
  • 200 Jersey køer
  • Ydelse: 10.800 kg EKM
  • Livsydelse per ko: 37.617 kg EKM
  • Køerne har et celletal på 151.000
  • To medarbejdere
  • Driver 120 ha til grovfoder og korn
© Copyright VikingDanmark. Materialet må ikke gengives uden tilladelse.