luk

når

avlsinteressen giver resultater

Jan Nygaard Larsen skyller sine bedste kvier, når han får tilbud om skyllekontrakter, og han har solgt fire tyre til Viking – herunder VH Lineman og den helt nye tyr, VH Barwish.

I 1999 blev Jan Nygaard Larsen en del af et I/S sammen med sine forældre på bedriften nær Frederikshavn. Dengang var der 35 køer, men der blev hurtigt bygget en ny stald med plads til 100 flere. I 2004 overtager Jan bedriften og sætter robotter ind, og i 2012 bygger han en ny stald og udvider til de 200 køer, der er på stedet i dag. 

Jan tester alle sine kvier genomisk og benytter sig af alle de skyllekontrakter, han får tilbudt. Det gør han for at få mere afkom af sine bedste dyr, og her er det især to gode kofamilier, han værner om:

”Alle fire tyre, jeg har solgt, er ud af de to familier, som begge tester højt,” fortæller Jan.

Han går op i avlen og har da heller ikke fuldstændig udliciteret arbejdet med avlsplanlægningen:

”Jeg kigger altid tyrene igennem, og så får jeg en god snak med min avlsrådgiver, Jørgen Buur, som så sammensætter insemineringsplanen efter mine ønsker,” siger Jan.

På grund af robotterne har han især fokus på malkeorganer, pattestilling, yverbalance og malketid, og desuden ønsker han sig en sund ko, der kan passe sig selv – og sådan en har han i moren til VH Lineman:

”Ja, hun er en af de køer, vi ikke mærker meget til, og så malker hun godt,” siger Jan.

Han har HeatimeRuminact til sine dyr, og det er et rigtig godt værktøj i en travl hverdag:

”Jeg er rigtig glad for det. Med sundhedsovervågningen kan vi fange dyrene, mens de skranter, og inden en sygdom for alvor bryder ud,” siger Jan, som er meget tilfreds med besætningens størrelse. Her er ingen planer om en udvidelse, da Jan godt kan lide at være lidt med over det hele og have overblikket:

”Det er sådan, jeg foretrækker det,” slutter Jan.
© Copyright VikingDanmark. Materialet må ikke gengives uden tilladelse.