luk

mød

de unge landmænd

Christoffer Rasmussen er ansat på forældrenes bedrift i Brædstrup, men han er ikke i tvivl – en dag skal han være selvstændig landmand med malkekøer.

Hvad er en god arbejdsdag for dig?
”En rigtig god arbejdsdag er en dag, hvor jeg møder mine kolleger, og hvor vi sammen får løst nogle udfordringer. Det er også en dag, hvor jeg får lov at lave lidt af hvert – både hos dyrene og i marken. Jeg kan rigtig godt lide den afveksling, og jeg er ansat til at være der, hvor der er brug for mig. Vi har en fodermester, der har det overordnede ansvar for køerne, men jeg hjælper til i stalden, når der er behov for det – ellers er jeg i marken, laver foderplaner eller udfører reparationer og den slags, og det passer mig rigtig godt.”

Hvordan ser fremtiden ud?
”Jeg går helt sikkert efter at blive selvstændig landmand på en bedrift med malkekøer – enten her på matriklen eller et andet sted. Jeg blev færdig som agrarøkonom i 2016 og arbejdede derefter som fodermester i et par år hos Gunnar Forum i Skals, hvor jeg fik en masse erfaring. Derefter var det tid til at komme hjem og prøve et samarbejde med mine forældre af, og det går heldigvis godt. Dog er vi enige om, at vi ikke vil lave et I/S – hvis jeg skal overtage stedet her, bliver det som ene mand. Vi har fundet ud af, at det fungerer bedst, når der kun er én, der sidder for bordenden. Vi kan sagtens diskutere og finde fælles løsninger, men der skal kun være én chef.”

Hvorfor vil du gerne have din egen bedrift?
”Jeg kan godt lide at have ansvaret og tage de beslutninger, der følger med. Desuden er jeg glad for at have mange forskellige jern i ilden og ikke lave det samme hver dag. Ligesom nu, hvor jeg både har opgaver hos dyrene og i marken – jeg kan godt lide at komme hele vejen rundt. Af samme årsag skal stedet heller ikke være for stort. Her har vi en besætning på 270 Holstein køer, og det skal ikke være større. Hvis ikke, jeg overtager bedriften her, køber jeg måske en besætning med blot 200 køer. Det vil passe godt til mig.”

Hvordan bruger I Viking?
”Vi inseminerer selv, men får lavet en insemineringsplan hos Viking og bruger vores avlsrådgiver til sparring omkring avlsmålene. Her på stedet mener vi, at avlen er virkelig vigtig for at få gode og holdbare køer, men vi sidder ikke og læser op på de enkelte tyre og den slags. Vi stoler på, at Viking og vores avlsrådgiver håndterer den del for os.”

Christoffer Rasmussen:
• 27 år
•Ansat på bedrift i Brædstrup

© Copyright VikingDanmark. Materialet må ikke gengives uden tilladelse.