luk

VH Ruler RC

Sammenhold og videndeling er nøgleord på Lundsgaard. Her trækker alle mand i samme retning, og målet er højest muligt NTM.

På På Lundsgaard sidder der altid fire mand med ved bordet over for Vikings avlsrådgiver, når det er tid til et besøg og en snak om fremtiden. Og det er der en helt særlig grund til:

”Her er der ingen, der kører sololøb. Vi er alle en del af stedet og har så vidt muligt den samme viden, så vi kan trække i samme retning på alle områder i stalden,” fortæller Lars Uller Hansen, som er ejer af bedriften nær Odense på Fyn.

Bedriften er et fælles projekt og ikke bare en arbejdsplads. Lars forventer et dedikeret team af medarbejdere, der har en god forståelse for, hvordan de daglige opgaver udføres på optimal vis. Og det kræver medinddragelse – også i forhold til avl. Fodermester, Anders Ploug-Sørensen har været ansat på bedriften i 24 år, i første omgang hos Lars’ forældre, og har vide beføjelser, når det kommer til avlsarbejdet. Den del siger nemlig ikke chefen særligt meget. Anders og Tom Pedersen, som også arbejder i stalden, kan dog sagtens kigge lidt på tyre i fritiden, og derfor er avlsrådgiveren også altid velforberedt, når han besøger Lundsgaard, forlyder det:

”Vi kører ikke på autopilot. Vi snakker om, hvad vi skal inden mødet, men lytter naturligvis meget til Peters forslag. Ham har vi et rigtig godt samarbejde med, og det er sådan set Vikings rådgivning, der har gjort, at vi er der, hvor vi er i dag,” siger Lars.

I april begyndte Lundsgaard at teste alle kvierne genomisk for at få et bedre grundlag for selektion af dyr, og Lars er ikke i tvivl om, at tallene taler sandt:

”I takt med, at vi får mere data, vil vi skrue ned for kåringen, for de genomiske tests er mere præcise. Vi kan jo se, at de køer med gode tal er holdbare køer, der malker godt,” siger han.

De genomiske tests vil gøre det nemmere for Lars og resten af teamet at udvælge kvier til salg og – på sigt måske – de dyr, der skal insemineres med kødkvægssæd:

”Indtil nu har vi ikke brugt kød på bedriften, men mere data, og dermed et bedre grundlag for selektion, vil åbne op for den mulighed,” siger Lars.

VH Ruler RC – med gener fra Langeland
Til en udvidelse af bedriften i 1999 købte Lars en besætning Holstein køer på Langeland. Det var en flok gode, stærke køer, og VH Ruler RC’s mor, ko nr. 6340, er ottende generation efter den besætning. Hun er robust og var Danmarks højest testede kvie i 2014 med 39 i NTM. I dag ligger hun på 28. VH Ruler RC er efter en skylning, som også gav fire døtre, der i sagens natur ikke er begyndt at malke endnu, men der er ingen tvivl om, at teamet på Lundsgaard er spændte på, hvordan de vil præstere til den tid:

”Vi har dem her i stalden og forventer os meget af dem, så nu må vi se, om de kan leve op til det,” siger Anders Ploug-Sørensen til slut.

VH Ruler RC er til dig, der har fokus på især sundhed og holdbarhed.

Lundsgaard:
  • Ejet af Lars Uller Hansen
  • Mælkeproducent nær Odense 
  • 420 Holstein køer
  • Ydelse: 11.600 kg EKM
  • Tre medarbejdere 

© Copyright VikingDanmark. Materialet må ikke gengives uden tilladelse.