luk

fremtidens

krydsningsslagtekalve mere klimavenlige

GUDP-projektet Future Beef Cross vil knække den genetiske kode så fremtidens krydsningsslagtekalve er mere klimavenlige, har en højere fodereffektivitet og smager endnu bedre. 

Med stigende brug af kønssorteret sæd og kødkvægssæd i malkekvægsbesætningerne har fremtidens slagtekalv en kødkvægstyr som far. En avlsmæssig forbedring af kødkvægstyren er derfor kernen i udviklingen af en endnu bedre krydsningskalv.
 
Det er vigtigt at finde løsninger til at forbedre ressourceudnyttelsen og nedbringe metanudledningen fra kalvekødsproduktionen. Dette vil et nyt GUDP-projekt bidrage til. Projektet vil udvikle genomiske avlsværdier, der gør det muligt at vælge de kødkvægstyre, som giver afkom, der har bedre spisekvalitet, højere fodereffektivitet og en lavere metanudledning.
 
Hjørnestenen i projektet er registreringer af helt nye og økonomisk vigtige egenskaber. Helt konkret vejes det foder, som den enkelte kalv æder. Derudover sørger landmanden for at veje kalven. Når man kender kalvens tilvækst, og hvor mange kilo foder, den har ædt, kan man udregne fodereffektiviteten. Klimavinklen er også vigtig i projektet. Derfor måles metankoncentrationen i udåndningsluften, hver gang kalven æder. Dette kan omregnes til kalvens samlede metanudledning. Når kalven slagtes i projektet, måles spisekvaliteten med et avanceret kamera, der blandet andet skal udvikles til at kunne måle intramuskulært fedt.
 
Projektet er et samarbejde mellem firmaer, som dækker hele kæden fødsel til slagt. Det er således Danish Crown, Allflex dan-mark, VikingGenetics, VikingDanmark og SEGES samt Aarhus Universitet.
 
Projektet forventer, at der kan udvælges de første avlstyre på basis af de udviklede redskaber ultimo 2022. De miljømæssige fordele forventes først at komme til udtryk i 2024, når de første kalve efter de udvalgte tyre bliver opdrættet og efterfølgende sendt til slagtning.

Af Rasmus S. Stephansen og Anders Fogh SEGES HusdyrInnovation
© Copyright VikingDanmark. Materialet må ikke gengives uden tilladelse.