luk

Vikings

reproklumme

"Hvis smittebeskyttelse ikke er bøvlet, så virker det ikke."

Af Line Fruergaard-Roed, Kvægfagdyrlæge og reproduktionsspecialist


Citatet stammer fra Vikings desinfektionsrådgiver. Og ja, bøvl er jo ikke noget, vi normalt samler på i vores hverdag, for der er vigtigere ting at koncentrere sig om. Ting, hvor resultatet kan ses her og nu. Bøvlet tager vi os af, når vi får god tid. Men hvornår får vi det? Og er smittebeskyttelse nødvendigt at prioritere på et kvægbrug? Jeg kan i ånden se et overbærende smil på læben hos min genbo med den store svinebedrift. Af en eller anden grund er kvægbruget kommet bagud på smittebeskyttelsesområdet – os, som ellers er foran på så mange andre områder.


I skrivende stund er niveauet af besætninger, der ikke er fri for salmonella, status quo i forhold til 2016 på trods af de lovgivningsmæssige stramninger, der hele tiden kommer. I nogle områder af landet er der set mange nyinfektioner i efteråret, og frustrationen breder sig. Forståeligt nok. For det er dyrt, besværligt og arbejdstungt at skulle i gang med en sanering for salmonella. Der kan nævnes mange andre smitsomme sygdomme, der giver lignende hovedbrud; digital dermatitis, B-streptokokker, mycoplasma og så videre er gener, man ikke ønsker for sin værste fjende eller bedste nabo. Og det er her, vores fælles ansvar for hinanden kommer ind, for smittebeskyttelse er en fælles sag.


Alle kontakter mellem besætninger udgør en smitterisiko, og vores åbne stalde er selvfølgelig væsentlig anderledes end en lukket SPF-produktion. For at minimere risikoen ved nødvendige kontakter mellem besætningerne er der mange ting, der kan gøres, og Viking vil meget gerne være en del af løsningen. Alle inseminører har været på efteruddannelse med fokus på smittebeskyttelse, og med hjælp fra desinfektionsrådgiveren er der lavet en "Viking besøgsstandard", som alle medarbejdere skal efterleve. Det betyder, at der skal være minimal smitterisiko, når du får besøg af en Viking – uanset hvilken besætning vedkommende senest har været i. Tøj- og støvleskift er et af de vigtigste elementer for at sikre, at smitte ikke flyttes rundt. Spørg din inseminør, hvis du er i tvivl om, hvorvidt besøgsforholdene er smittesikre i din besætning.


Vil du vide mere om smittebeskyttelse, findes der materiale på SEGES’ hjemmeside. Der finder du også generelle og sygdomsspecifikke anbefalinger for besøgshygiejne. En ny anbefaling er, at besætninger med tegn på klinisk Mycoplasma skal besøges sidst på turen for inseminøren. Da der ikke findes et varslingssystem, skal du som besætningsejer informere din inseminør om, at du har sygdommen i udbrud. Viking, SEGES og Den Danske Dyrlægeforening har indledt et samarbejde omkring smittebeskyttelse, så vi sammen kan komme lige så langt foran på smittebeskyttelse, som vi er på andre områder. Selvom det er lidt bøvlet.



© Copyright VikingDanmark. Materialet må ikke gengives uden tilladelse.