luk

simherd:

"Når forskning bliver til praksis"

Morten Hansen har 265 køer, men det er ikke meget, de ser til ham. Mortens hjerte banker nemlig for både forskning og kvægavl, og det har ført til et job hos SimHerd.

To dage om ugen forlader Morten Hansen bedriften i Vrå for at passe sit andet hverv, nemlig jobbet hos SimHerd. Nordjyden har altid interesseret sig for kvægavl, og det gør ikke noget, at det bliver lidt teoretisk og indviklet. Det er han vant til, for Morten skrev en PhD, efter han blev færdig som agronom på Landbohøjskolen i sin tid. Emnet var kalvedødelighed – et område, der manglede mælkeproducenternes opmærksomhed for 15-20 år siden. I dag får Morten så lov til at ”nørde” med teori og tal, når han har opgaver hos SimHerd, og det sætter han pris på:
 
”SimHerd er et godt eksempel på, hvad forskning kan bruges til i praksis. Det er vores opgave at beskue en bedrift fra flere vinkler for at finde ud af, om der er nye tiltag, der kan rykke noget på økonomien. Og det er al den bagvedliggende forskning, der gør os i stand til det,” siger han.
 
Morten tager på besøg hos bedrifter for at indsamle info til SimHerd-beregninger, men har også dage på kontoret. Opgaverne spænder vidt med beregninger på for eksempel nye madrasser, udvidelser, tre gange malkning, opdrætsstrategi, raceskift, krydsning med mere.
 
Både rød og sort i stalden
Udover SimHerd tager Morten også del i det politiske arbejde hos RDM. Han er således nyvalgt formand for VikingRed komitéen og glæder sig til at tage fat på arbejdet med den røde ko i fokus:
 
”Det bliver spændende, for det er en race i god avlsmæssig udvikling. RDM er en ko, der kan klare sig på verdensplan, fordi den har nogle gode egenskaber, som bliver mere og mere efterspurgt, herunder sundhed og frugtbarhed,” siger Morten.
 
Han mener, at fremtidens landmænd vil gå mere op i egenskaber end race, og sådan har han det også selv. Mortens 265 køer er en sammensætning af både RDM og Holstein med ca. 40 % af hver, og resten er ProCROSS køer. Han avler intenst efter NTM og har leveret flere gode tyre til Viking – herunder VH River og VH Rozwell. Kvierne er recipienter eller skylledyr – Morten skyller meget på gruppen af dyr med højt NTM, og her er han ikke i tvivl om sin tilgang til arbejdet:
 
”Skal man have succes med skylninger, skal man gå all-in. Jeg købte for eksempel en rigtig god kvie til 40.000 kroner, skyllede hende intenst og solgte syv tyre efter hende. Hvis koen eller kvien er god, skal man skylle dyret mange gange,” siger Morten.
 
Avlsarbejdet er meget vigtigt for ham, og han roser Viking for at sætte en kurs – og holde fast:
 
”Det er vigtigt, at der en konsekvens i den linje, der er lagt – og det er at holde fokus på NTM. Det er afgørende, at vi holder fast, så det kan rykke noget. For alle os kvægbrugere.”
 
Morten Hansen:
  • Mælkeproducent nær Vrå
  • 265 køer – RDM, Holstein og ProCROSS
  • Ydelse:11.000 kg EKM
  • Producerer tyrekalve til Dansk Kalv
© Copyright VikingDanmark. Materialet må ikke gengives uden tilladelse.