luk

mød en viking

SenseTime teamets Carsten Vest Hansen
Hvor længe har du arbejdet hos Viking?
”Jeg har været inseminør i 25 år – et job, som jeg har været utrolig glad for. Jeg er stadig inseminør, men arbejdet med SenseTime fylder mere og mere, og det er jeg godt tilfreds med. Som inseminør har jeg kæmpet for at få sat reproduktionen i system hos landmændene, så de fik mest muligt ud af deres køer. Jeg har altid haft deres bundlinje for øje for også selv at føle, at jeg er lykkedes med min indsats. I dag kan jeg gøre en større forskel inden for samme felt med fokus på SenseTime – for det handler i sidste ende om det samme; at landmanden får mest muligt ud af systemet og dermed sine køer.”

Hvordan arbejder du med SenseTime?
”Mine dage er meget varierede. I dag har jeg haft et salgsmøde først på dagen, hvor jeg talte med landmand, Villy Kristensen om mulighederne med SenseTime, og hvordan det kan give mening og værdi for ham. Vi har været en tur rundt på ejendommen for at se, hvordan det eventuelt skal sættes op og derpå fået en snak om funktioner og priser. Senere skal jeg et smut til Silkeborg, hvor jeg skal skifte en strømforsyning, så SenseTime igen kommer op at køre. Så jeg har mange forskellige opgaver. Jeg kommer også ud og reparerer, hvis der er behov for det, eller jeg kan hjælpe folk med at komme videre, hvis der er funktioner, de endnu ikke helt har gennemskuet.”

Hvad er en god arbejdsdag for dig?
”En god arbejdsdag kan sammensættes af meget forskelligt, men for eksempel havde jeg en kanon god dag på Sjælland i går, hvor jeg startede et nyt system op og samtidig var vidne til, hvordan landmandsparret fik en masse positive aha-oplevelser undervejs. Det var fedt. Desuden er det rigtig dejligt at være med til at løse udfordringer for landmanden, når han kører sur i noget. Måske ringer han og bander det hele langt væk, men når vi så har kigget på det sammen, er han glad og kørende igen – det kan gøre mig helt høj! Landmanden skal have det bedste ud af sin investering, og jeg kan stå 100 % inde for SenseTime – jeg ville slet ikke kunne sælge det, hvis jeg ikke mente, at det var et super system.”

Hvordan er det at arbejde hos Viking?
”I Viking er der plads til personlig udvikling, og det har været vigtigt for mig. Jeg er utrolig glad for at være en del af SenseTime Team’et i dag – et team, som komplimenterer hinanden godt og samarbejder på tværs af landet.”

Carsten Vest Hansen
  • Inseminør og en del af Vikings SenseTime Team
  • Uddannet landmand med grønt diplom fra Dalum Landbrugsskole
  • 52 år
  • Gift med Gitte og har to børn
  • Bor i Nr. Aaby på Fyn
© Copyright VikingDanmark. Materialet må ikke gengives uden tilladelse.