luk
Viking seniorer på tur

For nylig besøgte tidligere Viking-ansatte samt ledsagere Gram Slot og Ribe by på seniorernes efterårstur. 

Ebbe Skammelsen er sekretær for Vikings Seniorklub, og her kan du læse hans beretning fra dagen:

Torsdag den 6/9 2018 kl. 10.00 mødte 52 forventningsfulde tidligere Viking-ansatte og ledsagere op på Nybøl Kotel til den sædvanlige formiddagskaffe på vores ture, hvor man selv medbringer kaffe og kop, og så er der rundstykker og en ”lille en til halsen”.

Da kaffen var drukket, mødte Svend Brodersen op, og nu fik vi en fantastisk historie om Gram Slot, og hvordan den bliver drevet. Han begyndte med at fortælle om, hvordan han og hustruen havde snakket om at lægge deres liv om, og en dag spurgte han hende, om hun ville være med til at købe et slot. Slottet så meget faldefærdig ud, det havde ikke været beboet i 25 år, og der stod ”adgang forbudt-skilte” over det hele, og parret talte dengang om, at hvis de blev ejere af Gram Slot, skulle skiltene vendes om, og så skulle der skrives VELKOMMEN, og det kan vi vist sige, at de lever op til i dag, for vi følte os meget velkomne.

Det er nu 11 år siden, at Brodersen og hustru var ude at se på slottet, og selvfølgelig var det ikke nemt at gå i banken og spørge efter 90 millioner kroner. Banken sagde, at Svend Brodersen skulle finde sig en samarbejdspartner, der havde mange penge, og den plan lykkedes; en investor fik 49% af aktierne og Familien Brodersen fik 51%, og det er stadig den fordeling, der er gældende - godt nok ikke den samme investor, men det er samme fordeling.

På Nybøl Kotel er der i øjeblikket 310 køer; nogen i en ældre løsdriftsstald med foderbord i midten, sengebåse og spalter, og andre i en lidt nyere stald med dybstrøelse og udvendigt foderbord. Køerne får 4,5 kalv i gennemsnit i deres levetid og yder omkring 40.000 liter mælk, som bliver leveret til Arla som økologisk og afregnet til Arlas økopris. Desuden får de et tillæg for det ”brand”, der ligger i Gram Slot.

Ved overtagelsen var der 440 ha, i dag driver Gram Slot 2600 ha, alt sammen økologisk, og varerne bliver afsat i deres egen gårdbutik eller i Rema1000.

Rent avlsmæssigt bliver der krydset en del med DH og Montbeliarde, hvorimod man ikke bruger kødkvæg; der er brug for alle hundyr, når der arbejdes på en udvidelse, for der er 330 køer på en anden ejendom, og en tredje ejendom ventes opstartet til foråret, og her bliver det nok med Jerseykøer.

Efter turen rundt i staldene og forbi kalvene i udendørs hytter med masser af frisk luft kørte vi til Gram Slot, og her så vi den gamle stald, som blev bygget i 1884 med mejeri i den ene ende. Denne bygning var 110 meter lang med plads til 80 køer, og i dag er den indrettet til restauration; hver anden skillevæg i båsene er fjernet, så der er plads til et bord med 12 personer for hver 2. bås. Stedet er så stort, at der kan bespises 3-400 mennesker før en koncert.

I 1961 blev der bygget en ny stald på modsatte side af vejen, hvor det lokale Andelsmejeri lå i sin tid. Nu blev der så bygget en ny løsdriftsstald, som på det tidspunkt var den første i Danmark. Stalden lå så tæt på mejeriet, at mælken blev pumpet direkte derover.

To gange er besætningen på Gram Slot blevet ramt af mund- og klovsyge og er blevet slået ned og begravet i et hul bag ved gården.

Vi så den gamle lade, som oprindelig er fra omkring 1665. Den var nærmest en ruin, men er i dag en meget fin koncertsal med plads til 700 gæster. Så gik turen op til slottet, hvor vi gik gennem vinkælderen og det gamle køkken i kælderen; her var der komfur og alle de gammelkendte madam blå potter, pander og kaffekander. Vi sluttede vores rundtur i havestuen, og her blev der spurgt til fremtiden, både for Gram Slot og for landbruget i almindelighed. Svend sagde, at han ikke kunne drømme om at købe investor ud, for de har et fantastisk samarbejde, og skulle en af hans unge driftsledere komme til ham og sige, at de gerne vil begynde for sig selv, vil han invitere dem til et samarbejde omkring Gram Slot.

Rema1000 har 20 % af aktierne i Gram Slot og eneret på at sælge deres varer.

Da vi havde nydt madpakkerne ved borde på plænen foran Gram Gård, kørte vi mod Ribe, hvor vi havde fået en aftale med tidligere formand for Dansk Holstein, Peder Laustsen. Han ville gerne være vejviser. Vi kørte omkring nogle af Gram Slots marker, hvor vi så kål og kartofler i lange baner, vi krydsede Ribe Å og kom ind i Ribe fra nord. Ribe blev ved sidste kommunalreform lagt sammen med Esbjerg - en anden mulighed havde været Tønder, men ifølge Peder er de fleste nok glade for Esbjerg, selvom der havde været lidt murren i krogene, fordi man mente, at Esbjerg ragede det hele til sig, men som Peder sagde: ”Ribe Domkirke tror jeg de lader ligge, hvor den altid har ligget”. 

Gram Slot havde fra 1864 til Genforeningen i 1920 været en del af Tyskland, hvorimod Ribe lå nord for grænsen og har ikke været tysk. I dag er der ca. 5.000 indbyggere i det indre Ribe, 8.000 indbyggere i Ribe, 18.000 indbyggere i den gamle Ribe Kommune og 120.000 indbyggere i Esbjerg kommune.

Vi gik omkring havnen i Ribe, der er en del af Ribe Å, hvor der er ca. 1,75 m. forskel på vandstanden ved ebbe og flod. Dernæst gik vi op gennem Fiskergade. Omkring 1900 tallet var her små landbrug med en enkelt ko, som blev trukket ud på engen for at græsse, og blev så derude i marsken med lidt hø til vinterfodring.

Da vi havde nydt eftermiddagskaffen, var det tid til et besøg i Ribe Domkirke. Når man står på domkirkepladsen og ser sig omkring, ligger kirken i et hul i forhold til det omgivende terræn, men forklaringen lød, at husene er ca. 500 år yngre end kirken, og de er bygget på gamle hustomter og andet affald.

Efter lidt mere rundgang i Ribe kørte vi tilbage til Gram. Denne gang ad en lidt sydligere rute og forbi Ribes Vikinger - her er der bygget en kopi af Ansgar Kirke; den første kristne Kirke fra omkring år 850-900. Dronning Margrethe var med til indvielsen.

Vi sluttede dagen med generalforsamling og spisning på Gram Slot, og omkring kl. 20.00 gik turen igen hjemad til mange forskellige steder i Danmark. Det er fantastisk at mødes med tidligere ansatte i kvægavlen, og vi kører gerne op til tre timer hver vej for at deltage.
 

© Copyright VikingDanmark. Materialet må ikke gengives uden tilladelse.