luk

australsk

Viking-inseminør dygtiggør sig i Danmark

I disse dage er Angela Wilson i Danmark for at lære mere om reproduktion af Vikings inseminører og undervisere, inden hun bliver en del af Vikings team i Australien.

Angela Wilson er inseminør i Australien og snart en del af Vikings team i landet. Lige nu er hun på en uges kursus i Danmark for at blive skarpere på reproduktionsarbejde – al den viden og ekspertise, der ligger ud over at inseminere. I Australien er det som regel dyrlægerne, der står for at drægtighedsundersøge køerne, mens inseminørerne holder sig til at inseminere. Men sådan behøver det ikke være, mener Vikings afdeling down under. Angela skal uddannes som reproduktionsspecialist, så vi kan tilbyde de australske farmere en bedre service og rådgivning.

En af oplevelserne i Danmark bød på en dagstur sammen med inseminør, Rob Dowdle, som oprindeligt er fra New Zealand – øerne, som Angela faktisk også selv stammer fra. Så her gik snakken lystigt, og da Viking mødte dem begge i en meget kold stald i Nordjylland, havde Angela dette at sige om sin uge i Danmark:

”Det har været fantastisk lærerigt og en stor luksus at få eneundervisning af både Vikings uddannelsesleder og inseminører. Jeg har fået mulighed for at studere organerne og rent faktisk se, hvad det er, jeg mærker på i koen, og det har jeg lært meget af. Desuden har jeg mødt en masse folk; landmænd og medhjælpere, og de har også givet mig en masse ny viden med hjem.”

”Tilgangen til reproduktionsarbejdet i Danmark er meget professionelt, og det er tydeligt, at inseminører og landmænd sparrer meget med hinanden, og det er helt sikkert noget, jeg vil tage med mig. Jeg glæder mig til at kunne servicere de australske landmænd på samme vis.”  

© Copyright VikingDanmark. Materialet må ikke gengives uden tilladelse.