luk

genomisk selektion

er vejen frem

Jens Lykou har 450 Holstein køer, og han bruger genomisk selektion til hele tiden at optimere besætningen.

For lidt over et år siden begyndte Jens Lykou at teste alle hundyr genomisk, da han blev en del af Vikings LD projekt. Jens ønsker nemlig at opnå en bedre sikkerhed, når han skal udvælge de bedste dyr til avlsarbejdet, og det får han med genomisk selektion:
 
”Jeg får en masse viden om mine dyr på et tidligt tidspunkt i deres liv, og det giver mig et godt grundlag, når jeg skal tage stilling til, hvordan de skal indgå i avlsarbejdet,” siger han.
 
Jens har et mål om at nå op på 490 køer i juli måned og har brugt en hel del kønssorteret sæd gennem længere tid for selv at supplere besætningen med kvier. De seneste tre-fire måneder har han så øget brugen af kødkvægssæd for at bremse kvieantallet lige så stille, for nu er målet inden for rækkevidde. I dag får 30 procent af de bedste kvier X-Vik, mens 20 procent af køerne insemineres med kødkvæg.
 
Hvilke dyr skal jeg satse på?
De genomiske tests hjælper Jens med netop at beslutte, hvilke dyr han skal satse på i avlen – hvem skal insemineres med X-Vik, og hvem skal have kødkvægssæd? Det hele handler i bund og grund om økonomi:
 
”Før i tiden kiggede vi meget på hver enkelt ko, mens vi i dag har fokus på at optimere hele besætningen – produktionen såvel som dyrenes sundhed og meget andet. I sidste ende handler det om at få de bedste dyr, der kan bidrage positivt til bundlinjen,” siger han.
 
Ved hjælp af genomiske tests finder Jens også de bedste kvier og køer til skylninger – landets højst testede kvie efter VH Ponder er at finde i besætningen, og hun er med sine +33 i NTM et oplagt emne til en skylning på et senere tidspunkt. Desuden har Lykousminde leveret flere gode avlstyre til Viking gennem årene, senest VH Vesuv.
 
Avler køer til robotmalkning
Jens Lykou investerede i de første to robotter til bedriften i 2003, og i dag har han syv Lely robotter til køerne. Det har betydet, at han for mange år siden begyndte at avle efter yverbalance og ikke for tætstillede bagpatter. Det dur nemlig ikke til robotterne. Avlsrådgiver, Jan Hinrichsen tager højde for dette, når han sammensætter insemineringsplanen, og også her er genomisk selektion en fordel:
 
”Det øger sikkerheden på alle enkeltegenskaber hos hundyrene, så de opnår samme sikkerhed som tyrene – hvilket giver de bedste kombinationer i tyrevalget. For eksempel på fortunge yvere og patteplacering som her på Lykousminde. ” fortæller Jan.
 
Genomisk selektion har altså mange fordele, og Jens er ikke sen til at teste sine dyr. Kalvene testes så snart, det er muligt:
 
”Vi tager testen allerede, når kalven lige er kommet til verden og skal have et øremærke. Der skal vi jo alligevel have fat i den, så det giver god mening,” siger han.
 
Jens Lykou:
  • Mælkeproducent på Lykousminde i Løgumkloster
  • 450 Holstein køer
  • Ydelse: 12.200 kilo EKM
  • Driver 320 ha
  • Jens er engageret i foreningsarbejde flere steder – han sidder blandt andet i Arlas repræsentantskab, bestyrelsen for Dansk Kvæg og har tidligere været en del af både VikingDanmarks og VikingGenetics’ repræsentantskab
© Copyright VikingDanmark. Materialet må ikke gengives uden tilladelse.